Mission Gazelle, Gazelle, Flodhest
Mission Complete! Vi gjorde det!
Men lidt bonusviden først...: Blandt flodheste er det høfligt at møge hinanden til. Det er nemlig tegn på, at man ikke er ude på ballade!
Ofte vil de nøjes med at oversprøjte hinanden med flodhestepærer. De snurrer deres flade hale rundt som en propel og kan slynge deres pærer mange meter væk.
...Så ved I det!
Hvad er der med "Mission Gazelle, Gazelle, Flodhest"? Og hvorfor harmonerer missionen med Uni-El's DNA?
Forklaringen følger her: Årets julegave fra Uni-El binder en sløjfe på de seneste 2 år. I 2023 modtog vi for første gang i Uni-El’s mangeårige historie en erhvervspris. Vi modtog endda 2, både ”Børsen Gazelle” og ”Succesvirksomhed”.
Ironisk nok er vækst for vækstens skyld ikke det, der driver os. Vi forsøger at skabe et miljø vi trives i, arbejde hårdt og samtidig være noget for andre end os selv. Den tilgang har skabt resultaterne, ikke omvendt.
I 2024 har vi lige modtaget begge priser – igen! Vi er pavestolte og meget ydmyge. Tak for at arbejde sammen med os.
Gazelle, Gazelle, Flodhest! Hvordan hænger det sammen….?
Vores gode kollega, Marius Sønderby’s søn, Lars, driver en højskole i Malawi. Den hedder Mayoka Højskole og stiller skarpt på bæredygtig udvikling med fundament i et mangfoldigt fællesskab, FN’s Verdensmål og handlemod.
Lars fortalte, at der er indtjening nok til snedkerne på salget af én flodhest til at brødføde en familie i ca. 2 uger. Gazelle, Gazelle, Flodhest – dén sad lige i skabet! Sjældent har en gave givet så meget mening og passet så godt til Uni-El’s DNA. Når det går dig godt, giv noget videre.
...Så vi har købt mange flodheste, rigtig mange flodheste!
Vi (mest Marius og Lars) har brugt mange timer på projektet, der er f. eks. ikke postnumre i området! Ikke nemt når man skal bestille afhentning...
Men ihærdighed betaler sig, og nu er flodhestene endelig landet og kan sprede smil og glæde.
Har du en flodhest? Pas godt på den, den har en masse god karma med til dig (og pas på, hvis den spreder møg med halen).